Martinau give sig. Han underrettede Scheel om, at han forberedte sig til afrejsen, og bad kun om at måtte få en frist af fjorten dage til at ordne sine affærer og træffe de forberedelser, som vare nödvendige for en lang rejse på en så langt fremrykket årstid. Tillige anholdt han om at måtte konstituere sin sekretær, Karl Bromell, i sit embede og håbede, at Scheel vilde anerkende ham i denne egenskab. Alt dette foregik på samme dag, 22 November. Alligevel var der endnu på denne tilstrækkelig tid tilovers til, at Scheel kunde sende Martinau et afslående svar på begge poster af hans sidste anmodning.
Dette fandt imidlertid Martinau at være aldeles stridende mod folkeretten, og da han nu formodede, at man ikke havde villet anvende sådanne forholdsregler, uden at der var vægtige grunde, som talte derfor, besluttede han sig også for at blive. Han skrev nu igen 24 November til Scheel, bebrejdede denne, at han lagde hindringer ivejen for, at han konstituerede en anden i sit sted, uagtet han var berettiget til at udnævne vice-konsuler, og sköd sig tilsidst ind under Gustav IIIs meddelelse til ham af 15 November, sålydende: „Vår nådiga vilja och befalling till Eder är, att I på stället tills vidare qvarblifven med underkastande af hvad vederbörande finna för godt att emot Eder företaga“. Idet han nu, som han skrev i brevet, smigrede sig med, at stiftamtmanden, når han således satte auktoritet mod auktoritet, vilde være så klog, at han undgik at kompromitere begge parter, bad han tillige om at få et pas for en kurer til sin konge; da man jo kun havde anmodet ham om at fjærne sig snarest mulig, var der jo i grunden tilstået ham en aldeles ubegrænset tid, som kunde gives en vilkårlig udstrækning.
På dette brev fik Martinau et meget bestemt svar fra stiftamtmanden, der underrettede ham om, at det udelukkende
