hvorpå han havde stillet sig i sagen. Dette fremgår af fölgende ytringer i hans brev til Gustav III af 21 November 1788: „Man har nu uigenkaldelig fattet den beslutning, at der ikke skal være noget svensk konsulat i Norge. Dette kronprinsens hjærtenselskede folk – så skal det i det mindste se ud – må således forblive i sin naturtilstand uden nogen fremmed indsnigen, fremfor alt ikke fra min person, hvem man tillægger en farlig dygtighed. Dette „établissement“ er i det danske ministeriums öjne og selv efter publikums dom en af Deres majestæts politiske sublimiteter og en labyrint af ressourser, der ere skadelige for det land, hvor indehaverens bortvisning eller i det mindste dets fjærnelse til en ubetydelig by er bestemt for enhver pris. Planen er da at begynde med mig. Jeg ved det af prinsen af Hessens egen mund, idet han sagde mig, at da man ikke ligefrem kunde forlange en ophævelse af selve posten, vilde man begynde med at holde sig til den, som indehavde den. Kronprinsen er derved den, som angiver tonen. Ridder Bayard havde udtalt sig med åbenhed; det er ikke personen, men sagen, som det gælder.“
Dagen efter, at Martinau havde sendt dette brev til sin konge, modtog han en ny skrivelse fra Scheel, som denne gang blev ham direkte tilstillet, hvori efter „allerhöjeste befaling“ generalkonsulen anmodedes om at forlade Kristiania så hurtig som mulig. Men endnu var han ikke tilsinds at give efter. Han skrev derfor til Scheel og udbad sig oplysning om betydningen af det af denne anvendte udtryk, „allerhöjeste betaling“ – om derved forstodes, at det var kongens önske, at han skulde rejse. Stiftamtmanden ilede med at svare og underrettede skyndsomt Martinau om, at så virkelig var tilfældet, og at hans gentagne opfordringer vare fremkomne i henhold til en sådan ordre. Dermed måtte
