ham umuligt at sætte sig ind i Normændenes tænkemåde, at opgive sin lyst til at udlede alt muligt af småting for i stedet at fæste sig ved det store og danne sig en mening, der var uafhængig af den måde, hvorpå hans ophöjede personlighed blev behandlet af hans tilfældige omgivelser. Hans forestillinger om sin egen vigtighed bleve heller ikke formindskede ved, hvad der forefaldt ved hans udvisning. Da han modtog underretning om, at Gustav III fuldstændig billigede hans optræden mod stiftamtmanden, var han henrykt af stolt glæde: „Der findes“, skrev han tilbage til kongen, „ikke en sjæl i verden, der er istand til at bringe mig til ved denne lejlighed at vige tilbage.“ Da han så for fjerde gang fra stiftamtmanden modtog en „note“ gennem præsidenten, som oplæste dens indhold for ham, udbad han sig en afskrift af den, hvilken også blev ham lovet, men rigtignok ikke sendt for det förste. Han mente da, at Scheel var bragt til taushed ved den foragt, han således viste hans befalinger. I virkeligheden var sagen nu kommen stærkt ind på det komiske med stiftamtmanden og præsidenten, der gang efter gang anmodede general-konsulen om at rejse, medens denne på sin side ligeså standhaftig vægrede sig ved at efterkomme deres höflige anmodning spörgsmålet kunde, efter den gænge, hvori det nu var kommet, meget let trække rigtig i langdrag, med mindre det blev afgjort med ét slag ved en indgriben fra allerhöjeste sted.
Dette kunde dog måske ikke været gjort, forinden kronprinsen var kommen tilbage til Danmark; men Martinau betragtede det selv for givet, at denne var vidende om stiftamtmandens forholdsregler og billigede disse, så at han af den grund var forberedt på, at striden tilsidst vilde blive endt med, at regeringen bad ham om at forföje sig bort, i hvilket tilfælde han måtte have adlydt efter det standpunkt,
