bragte landet varig fordel, og vakt sin nabos uvilje, måske også hans hævnlyst. Ikke en eneste trofæ, ingen stor og glimrende bedrift kunde minde om, at norske tropper havde taget del i krigen. De vare gåede bort ligeså stilfærdig og pent, som de vare komne, uden at den urolige nabo havde fået noget bevis for, at de kunde være farlige fiender. Medens Sverige stod midt oppe i en kamp, der föjede nye laurbær til de mange, som det för havde erhvervet, havde den norske hær ingen sådanne at opvise, og når man alligevel i Kristiania bagefter fandt sig beföjet til at lade afsynge et Te deum, da kunde man ikke angive anden grund derfor, end at det skulde være en „taksigelse for det ærefulde ophold i Sverige og den uskadte og lykkelige tilbagekomst med hele armeen“, og på samme måde hed det i „Intelligens-sedlernes“ referat om prinsernes ankomst, at prinserne „kom med den hele armée lykkelig og vel fra Sverige“. Dette var jo intet, som var værd at fremhæve, når man kunde trække sig tilbage, uden at en eneste fiende forfulgte. Sådanne bekendelser stode i en påfaldende modsætning til den prunkende og udfordrende måde, hvorpå kronprinsen og hans to fyrstelige ledsagere feteredes i Norge.
Den förste betingelse for, at Gustav III skulde kunne vente noget heldigt udfald af et forsög på at opvigle Normændene og vække deres misnöje med det bestående, var imidlertid nu, som til enhver anden tid i hans regering, at han havde kunnet anvende en person, der var fuldt skikket for en sådan virksomhed, inde i forholdene og istand til at betragte disse med et uhildet blik. Dette var ialfald ikke tilfældet med Martinau, der, uagtet han havde levet over et år i Kristiania, endnu ikke synes at have opgivet noget af den forudindtagne opfatning, hvormed man ved Gustav IIIs hof plejede at betragte alt, som vedkom Norge og Danmark. Det var
