disse yderst tarvelige bedrifter, der oveniköbet havde kostet en mængde menneskeliv på lasaretterne, kom til at stå i den almindelige bevidsthed som noget meget större, end de i virkeligheden vare. Derfor har også lige til den sidste tid traditionen, tildels stöttet ved de samtidige viser, bevaret erindringen om Qvistrum, som om der var udfört en bedrift, der kunde regnes for jævngod med Gyldenlöves erobring af Marstrand eller lignende. Ligesom man i Sverige systematisk arbejdede på at fremstille den danske regerings hensigter, som om de kun sigtede til at bringe det svenske folk under det skammeligste trældomsåg, indbildte man sig i Norge, at man havde fört en krig, der havde hævdet nationens militære overlegenhed, uagtet felttoget endelig kun havde leveret beviser for, at intendanturen var i en slet forfatning. Ganske at trænge bevidstheden om denne mangel tilside var jo ikke muligt, og det var ikke til at undgå, at der også efterhånden fremkom megen uvilje over den måde, hvorpå Karl af Hessen havde forsögt at erhverve sig laurbær som feltherre. Men i tidens löb glemtes dette, efterhånden som de bitre minder döde bort, og heller ikke var der anledning for denne misfornöjelse til at göre sig gældende, medens prinserne vare i Norge og festjubelen optog alle. Senere hen fik den större betydning.
Idet felttoget i Båhuslen således fremstilledes som overordentlig ærefuldt for de norske våben, og derved bevidstheden om den tarvelige måde, hvorpå det var ledet af prins Karl, trængtes tilside, vanskeliggjordes også for det förste muligheden for en fornyet agitation i svensk interesse. Såfremt dette ikke var skeet, kunde der let have vist sig en for en sådan meget gunstig stemning, hvis folket havde sat sig rigtig ind i, hvor resultatlöst det hele havde været. Man havde kun löbet en andens ærinder, ikke udrettet noget, der
