mindelighed hed sig, at prinsen af Hessen nærede et uslukkeligt had til Gustav III, og at dette var den sande årsag til indfaldet i Sverige, som ellers kunde været undgået. Grunden til dette had sögte man i nogle ytringer, som Gustav III havde ladet falde, da prins Karl havde ægtet Kristian VIIs söster, der som en kongelig prinsesse skulde stå altfor höjt over ham. Dette hörte Martinau gentage så ofte, at han tilsidst fandt sig foranlediget til at indberette det, uagtet han forsikrede, at han aldrig havde hört nogen antydning i denne retning fra prinsen selv. Tværtimod kunde denne aldrig lade være at ophöje Gustav IIIs gode egenskaber og forsikrede stedse for Martinau, ialfald med tilsyneladende oprigtighed, at han nærede dyb respekt for hans konge og altid önskede at kunne bevare dennes bevågenhed. Om kronprinsen fortalte Martinau, at han virkelig var aldeles indtagen i Norge ener ialfald lod, som om han var det Han bebrejdede ham ellers, at han havde tålt de mod Sverige yderst udfordrende vers, der vare blevne afsungne under den ovenfor omtalte konsert på rådhussalen og derved vare omdelte til alle tilstedeværende, idet de vare trykte i et meget betydeligt antal. At rette nogen bebrejdelse i anledning af tonen i disse vers var dog ikke beföjet af en mand, der skulde repræsentere Gustav III, da der fra hans side ikke plejede at spares på angreb, der vare langt værre end dette. Han havde med större grund kunnet göre sig lystig over, at der gjordes så meget væsen af bedrifter, deri virkeligheden vare så ubetydelige som de, den norske hær havde udfört under sin marsch mod Göteborg. Dette var også påfaldende og kan vel neppe heller finde anden forklaring, end at önsket om at vise kronprinsen sin underdanige ærbödighed og sige ham komplimenter havde bidraget meget til at give jubelen over Qvistrum foröget styrke. Dette havde igen den fölge, at
