linjeskibet „Oldenburg“, der bragte dem tilbage til Danmark. Under dette fyrstebesög havde også Martinau, uden at bryde sig om stiftamtmandens udvisningsordre, på samme måde som tidligere sögt at nærme sig prinserne og ialfald fået prins Karl i tale. Han slog for denne på det farlige i at rejse over havet på en sådan årstid, men fandt intet öre for disse forestillinger. Prinsen trak kun på skuldrene og svarede, at han ikke vilde rejse gennem et land, hvor der var gjort attentater mod hans liv. For övrigt sagde prinsen, at han aldeles ikke var sikker på, at der vilde blive fred til næste forår, med mindre Gustav III på forhånd gav sikkerhed for indkaldelsen af en rigsdag. I det hele talte prinsen i en meget venskabelig tone til Martinau. Han spurgte, hvorfor denne (formodentlig under opholdet i Uddevalla) havde gjort en skildvagt det spörgsmål, om hans gevær var ladt; Martinau svarede, at skildvagten havde behandlet sit gevær så uforsigtig, at han af den grund havde fundet sig beföjet til at bede ham tage sig i agt, og derved havde han da gjort den bemærkning, at geværet måske ikke var ladt. Men han nöjedes ikke med at forsvare sig selv og fortalte: „Da Deres durchlauchtighed i sommer rejste gennem Göteborg, undersögte De meget omhyggelig både længde, bredde og dybde på enhver ting, om Hisingen var indenfor skudvidde, – og, hvad der var værre, Deres durchlauchtighed gjorde optegnelser i Deres mappe.“ Prinsen mente, at dette var en ganske anden sag, da han var en general, hvis pligt det var at undersöge den slags ting, hvortil Martinau igen bemærkede, at det nok kunde gå an at kaste et dygtigt öje på den fæstning, som andre havde den höflighed at forevise; men man måtte ikke da optage tegninger, allermindst når man har i sinde at angribe den samme by om kort tid.
For övrigt vidste Martinau at berette, at det nu i al-
