övrigt prydet med blå og röde lamper, og over indgangsdören var anbragt det svenske rigsvåben.[1]
Indtogets officielle del var kun en gentagelse af, hvad der allerede var foregået flere gange för i det samme år. .Men jubelen var denne gang langt större. Da den vogn, hvori kronprinsen sad med prins Karl, ankom til Vaterlands bro, hvor den gang Kristianias grænse var, spændte den begeistrede menneskemasse hestene fra og trak så vognen helt frem. Kronprinsen tog ind i det samme hus, hvori han tidligere havde boet, den nuværende krigsskole, som da tilhörte Jess Anker, medens prins Karl og hans sön fik sin tidligere bolig i Bernt Ankers hus. De dage, hvori de efter dette opholdt sig i Kristiania, henrandt under almindelig jubel, med middagesselskaber, baller, og fremfor alt blev der i Vor frelsers kirke afsunget et Te deum. Et par gange var der selskaber udenfor byen, på Ulevold og på Bogstad, hvorfra de kongelige herskaber körte tilbage med fakler foran vognene. Ved en konsert på rådhussalen, det sædvanlige sted for större musikalske præstationer i Kristiania, blev der opfört en kantate, der i tidens sædvanlige bombast priste kronprins Frederik og „Dovreslægten“ tilligemed den norske löves bedrifter ved Qvistrum, hvor den med sin hellebard havde givet en „kraftig pröve på vredgjort heltes sande værd“. En aften vare prinserne også tilstede ved opförelsen af Bernt Ankers drama „Major André“, hvortil forfatteren selv havde skrevet en epilog. Endelig afrejste prinserne 1 December over Drammen til Frederiksværn, hvor de gik ombord på
- ↑ Udgifterne herved belöb sig til 40 rdl., hvorfor Martinau sendte regning til den svenske statskasse. I et brev til Gustav III af 13 Decbr. 1788, hvori M. omtaler forberedelserne til prinsernes indtog i Köbenhavn, siger han: „Je voudrai, qu’un „Sandsiger“ voulusse me parodier en disant: Sa valeur cède à la nécessité.“
