opförsel, dens överste embedsmand havde udvist ved denne lejlighed. Med hensyn til negtelsen af et pas fik endvidere stiftamtmanden höre, at han ikke havde nogen ret til at afbryde forbindelsen mellem ham og hans konge. Når endelig stiftamtmanden havde påberåbt sig den udvisningsordre, der var tilstillet den danske konsul i Göteborg, da var dette noget, som ikke vedkom ham. Konsulen fik bære ansvaret, om han havde forladt sin post efter en uberettiget ordre, sådan som den nu udstedte, og hoffet i Köbenhavn behövede heller ikke hans excellences mellemkomst for at hevne sig på ham (Martinau), da det uden videre kunde anmode ham om at fjærne sig, i hvilket tilfælde det var hans pligt at adlyde.
Martinau optrådte således med megen dristighed, uagtet han selv var overbevist om, at stiftamtmanden ved denne lejlighed ikke havde handlet på egen hånd, men havde havt de to prinser i ryggen. Med disse önskede nemlig Martinau fremdeles at stå på en god fod, og da han meddelte Gustav III, hvad der var passeret mellem ham og stiftamtmanden, bad han også om, at kongen – for det tilfælde; at der ikke var klaget over udvisningsordren – for det förste vilde udsætte dermed. De to prinser skulde netop ankomme samme aften (15 November), og Sveriges general-konsul havde selv forberedt sig på at deltage i den almindelige illumination, hvormed byen hilste dem velkommen tilbage efter det korte felttog. Dette skede også, og Martinau fandt sig endog beföjet til at lade indrykke i byens eneste blad en beskrivelse over det transparent, hvormed han havde prydet sit hus. Man så på dette kronprinsen, lænende sig på en kanon med den ene arm, medens han med den anden modtog de oliegrene, som raktes ham af tvende genier; derpå var anbragt devisen: Sa valeur cède à l’humanité. Selve huset var for
