ligt, dat han under de daværende omstændigheder af alle betragtedes som en spion og derfor også nu på det nærmeste var udelukket fra alt godt selskab. Dermed var også hans adgang til at höre nyheder og forsöge at påvirke stemningen til sin konges fordel bleven betydelig indskrænket. Han betragtede dette som virkningen af stiftamtmandens bearbejdelse, – ganske som da han om hösten 1787 også mærkede, at han stod temmelig isoleret mellem sine nye omgivelser. Den gang havde han havt fire gode huse, der vedligeholdt sin forbindelse med ham; nu, et år efter, var der kun „et par huse“ tilbage, hvori han kunde have omgang. Mærkeligt nok, opgiver han selv, at et af disse var biskopen, „en mand af stor anseelse“, som heller ikke stod sig godt med stiftamtmanden. „Hvis jeg skulde blive her,“ skrev Martinau 13 December til Gustav III, „vilde jeg opvække splid; ti jeg har et parti, som er mig hjærtelig hengivet, og alverden misbilliger den måde, hvorpå man har optrådt, uagtet de for övrigt ere af den mening, at mit ophold midt inde i auxiliærhæren ikke er formeligt med deres interesser.“ Noget parti har dog ikke Martinau kunnet have, og ialfald hørte ikke biskop Schmidt til dette, hvor gærne den anden end kunde have önsket det. Imidlertid blev han i Kristiania, og da Julen kom, trodsede han fremdeles stiftamtmanden. Han holdt sig til, hvad han för havde sagt, vilde have opgivet, hvori han havde forseet sig, og protesterede mod, at man negtede ham en stedfortræder og et pas for en kurer. Der blev fra den anden side ikke gjort noget for at iverksætte de trusler, som man havde ladet falde, og der indtrådte således en slags våbenstilstand mellem Martinau og Scheel, som dog måtte være lige ubehagelig for den förstnævnte, da han ikke nu mere end før kunde deltage i den selskabelige omgang. Så påfaldende det end
