om de rustninger, som vare drevne i Norge i denne samme tid. I begyndelsen af Oktober modtog kongen fra landshövdingen i Göteborg, Strömstads magistrat og forskellige private personer underretning om, at de foranstaltninger, som bleve trufne i Norge, ikke alene kunde være beregnede på at sætte dette rige i sikkerhed, men syntes at bebude, at man der forberedte et brud[1]. Dette omtaltes også ligefrem af de Normænd, med hvem kongens undersåtter havde handelsforbindelser. På sådanne meddelelser svarede kongen, at han var overbevist om det danske hofs fredelige hensigter og ikke havde noget at frygte, hvorfor han pålagde landshövdingen i Göteborg at berolige indbyggerne i sit len med hensyn til den frygt, som de havde fattet, og at man omhyggelig måtte undgå alt, som kunde give anledning til at afbryde den gode forståelse, som bestod mellem de tvende hoffer. Hvis det behövedes, kunde disse breve være blevne fremlagte; men man smigrede sig med, at ingen vilde drage dem i tvivl. Ingen anden ordre blev heller udstedt. Kongen lod ikke forsamle et eneste kompagni af sine tropper. Han vilde ikke forurolige sine egne tropper, ikke heller vilde han lægge for dagen nogen mistillid til det danske hof. Der var imidlertid efter dette indlöbet flere lignende meddelelser, som imod slutningen af Oktober bleve i den grad detaljerede, at kongen besluttede sig til i egen person at foretage en rejse til grænsen for at se, hvorledes sagen egentlig hang sammen, og i overensstemmelse dermed at træffe sine forholdsregler. Dette kunde ske under påskud af, at det kun var den sædvanlige Eriksgata, som de svenske konger
- ↑ Også i Fersens historiska skrifter, III, 145 flg. fremstilles sagen, som om det udelukkende var de i Norge foretagne rustninger, der havde foranlediget Gustav III til at henvende sin opmærksomhed på forholdene i dette land.
