courir d’un prétendu projet de revolte formé par le roi, et qui a du s’exécuter en Norvége“. Dette er en, sandsynligvis umiddelbart fra kongen selv inspireret apologi for hans forhold, nedskreven i 1773. Den begynder med at omtale de rustninger, som vare foretagne i Norge, såvelsom i de andre stater, der tilhörte hans danske majestæt, såsnart man i Köbenhavn havde fået underretning om den svenske revolution af 19 August 1772. Disse havde dog ikke kunnet tiltrække sig kongens opmærksomhed. På grund af revolutionen havde han selv været nödt til at samle nogle tropper i Skåne, ligesom de finske tropper på general Sprengtportens ordre havde foretaget enkelte bevægelser: „Sveriges naboer kunde være blevne forbausede over en så uventet begivenhed, og alt, hvad kongen derved tænkte, var, at det danske hof i håbet om at se en borgerkrig udbryde i Sverige, havde villet sætte sig i en sådan stilling, at det kunde benytte sig deraf. Men forsynet bestemte det anderledes, og alle Svensker underkastede sig frivillig de nye Love. Uden at have behovet at udgyde en dråbe blod triumferede Kongen, ikke over sine undersåtter, hvad han ikke behövede, men over den töjleslöshed, den korruption og den uenighed, hvori de fremmede magter holdt Svenskerne, der vare forblindede med hensyn til sine egne og sit fædrelands interesser“. Kongen kunde derfor oplöse tropperne og erklære for sine naboer, at han vilde leve i enighed med dem. „Vant til sandhedens og ærlighedens sprog, tvivlede han ikke om, at Danmark, som havde været den förste til at besvare hans brev i de mest venskabelige udtryk, ligeledes vilde være det förste af alle nabohoffer til at opföre sig i overensstemmelse hermed“. I overbevisningen herom lod han endog en hel måned gå hen efter revolutionen, forinden han skaffede sig underretning.
