bet anledningen til at fjærne ham, da den alligevel fremböd sig[1].
Hvad Gustav III selv tænkte under alt dette, var også genstand for Gyldenkrones opmærksomhed, men uden at det dog lykkedes ham at komme til klarhed derover. Rimeligvis har kongen ikke en gang opgjort med sig selv aldeles bestemt, hvad han vilde, og når derfor Gyldenkrone endnu i de sidste måneder af 1772 udtalte, at Gustav III nu ikke havde havt nogen tanke om virkelig at anfalde Norge, men kun indskrænkede sig til, så vidt muligt, at vedligeholde misfornöjelsen i Norge i det håb, at den en gang kunde fremkalde en revolution, der kunde understöttes af tropper fra de svenske grænseprovinser[2], er det nok rimeligt, at han kan have havt ret. Imidlertid var der dog udbredt nok af rygter, som gik ud på, at han vilde kaste sig over Norge, og disse foranledigede, at man i Norge under general Huths ledelse begyndte at ruste sig til at modtage et muligt angreb, allerede forinden prinsen af Hessen var kommen til landet.
Der findes i det svenske rigsarkiv[3] et ganske interessant aktstykke vedkommende disse forhold, der bærer titelen: „Reflexíons sur les bruits, que la cour de Dannemarc fait
- ↑ Nordisk universitets-tidsskrift 1861–62, hefte 4, s. 10–12 og Bernt Moes tidsskrift for den norske personalhistorie, förste række, s. 435 flg. Prins Karl fortæller, at han ved sin ankomst til Norge modtog et brev fra baron Gyldenkrone, der berettede ham den svenske konges planer og derhos indeholdt „quelques détails des émissaires qui se trouvaient en Norvège, et des Norvégiens en Suéde. Carsten Ancher était un de ceux, dont je me souvíens. Cette famille-là passait dans ce temps-là pour être fort suédoise“. Mémoires, pag. 68. .
- ↑ Nordisk universitets-tidsskrift, 1861–62, s. 12.
- ↑ Samlingen „Danica, Traktater och underhandlingar emellan Swerige och Danmark 1645–1814“.
