som vakte Gyldenkrones opmærksomhed. Da han derhos viste sig uvillig til at meddele denne oplysninger, som han efter Gyldenkrones mening meget let skulde kunne skaffe sig gennem sine forbindelser, forögedes mistanken, som desuden end mere næredes ved antydninger fra den russiske og andre gesanter. Også de planer, hvormed Anker under dette sit besög omgikkes om at få sin families formodede gamle svenske adelskab fornyet, vare i Gyldenkrones öjne et tegn på, at han var svensksindet, og forekom ham så meget farligere, som Gustav III på sin side viste sig særdeles forekommende mod den norske udsending.
Hvor vidt Anker har gået i sine forhandlinger med den svenske regering, lader sig nu ikke mere afgöre, da han i ethvert fald optrådte med megen forsigtighed. Om han også skulde have omgåets med planer, der fra hans regerings side måtte betragtes som landsforræderske, var han dog en altfor fin diplomat til at lade Gyldenkrone få beviser imod ham, og derfor lykkedes det ikke en gang at få nogen nærmere oplysning om hans forehavender ved at åbne de til ham adresserede breve. Det öjemed, som officielt var bleven angivet for hans rejse, blev imidlertid ikke opnået. Efter hvad han selv 13 år senere påstod, var sagen allerede i den bedste gang ved rigsdagen, da Gustav III foretog sin revolution, og denne fremkaldte en afbrydelse i forhandlingerne. Disse bleve efter dette ikke genoptagne, da Anker „blev påmindet“ fra sin regering „at rejse tilbage, da hans længere ophold formedelst den indtrufne forandring blev anseet unyttig.“ Sandsynligvis har dog dette kun været et påskud. Der havde allerede tidligere været tale om at lade ham rejse tilbage; med denne plan var atter bleven opgiven, da regeringen skal have fundet ham mindre farlig i Stockholm end i Norge. Nu er det imidlertid nok muligt, at man kan have gre-
