baron Gyldenkrones mistanke, var den siden så bekendte. Karsten Anker, der var kommen ind for, som det hed, at underhandle om flödningsfrihed for norsk tömmer på Klarelven. Denne mærkelige mand, som på den tid ikke var mere end 25 år gammel, havde efter nylig at være vendt tilbage fra en længere udenlandsrejse fået det hverv af Kristianias förste handelshuse, mellem hvilke hans fætter Bernt var chef for det mest betydelige, at indlede underhandlinger med den svenske regering om en forandret ordning ved flödningen af det norske tömmer, som kom fra deres skove i Trysil. Da også det i Struensees tid bestående såkaldte norske kammer i Köbenhavn havde givet sit bifald til, at man indledede en sådan underhandling, og lovet at refundere de derved foranledigede omkostninger, blev således Ankers sendelse en halv officiel, hvorfor han også skulde underhandle i forening med baron Gyldenkrone. Han kom til Stockholm i Oktober 1771 og opholdt sig der i et år, under stadige misforståelser med gesanten, idet han optrådte på en måde, der indgav såvel denne som regeringen i Köbenhavn mistanke om, at tömmerflödningen kun havde været et påskud, og at der bag dette skjulte sig meget vidtgående politiske planer. Karsten Anker, der i den senere del af sit liv var nöje lieret med medlemmer af det danske kongehus og som en fölge deraf også siden blev en modstander af Norges forening med Sverige, var virkelig også ved begyndelsen af sin politiske löbebane besjælet af en ganske anden tænkemåde og synes at have været meget optagen af tanken på at kunne lösrive Norge fra Danmark for bagefter under en eller anden form at indgå en politisk forbindelse med det östlige naboland. Han nærmede sig stærkt til Gustav III og omgikkes mest med personer, som vare af dennes parti, ligesom der også undslap ham uforsigtige ytringer,
