enhver ting, der kan synes at være gunstig for opnåelsen af det öjemed, hvori de ere udsendte.
Imidlertid vare dog forholdene i Norge på denne tid virkelig af en sådan beskaffenhed, at der muligvis fra svensk side kunde været anledning til at påvirke stemningen i sin fordel og fra dansk side til en tilsvarende frygt for at miste Norge. Det vilde i denne henseende kun have kommet an på et heldigt valg af emissærer; men i denne henseende synes man ej at have været heldig. Efter hvad den dansk-norske minister i Stockholm, baron Gyldenkrone, indberettede til sit hof, var friherre Hamilton fremdeles i 1772 beskæftiget med at bearbejde stemningen i Norge og skulde da i alt have gjort fire besög i dette land, ligesom det hed sig, at norske misfornöjede havde været hos ham i Nerike, mellem hvilke man endog nævnte den bekendte Kaspar Herman von Storm, der netop i 1772 havde måttet gå af som stiftamtmand i Kristiania på grund af, at han var kommen i underbalanse og efter dette befandt sig i en meget trykket ökonomisk stilling. At han i denne kan have kastet sig ind i forbindelser med den svenske regering, er ikke umuligt; han var selv af en oprindelig svensk slægt, idet hans farfader var den förste af den, som indvandrede til Norge. Hvis han virkelig har drevet politik af denne sort, er det et besynderligt træf, at det netop blev hans efter ham opkaldte dattersön, grev Herman Wedel-Jarlsberg, der siden optog den og blev dens fremragende talsmand. Samtidig fortaltes også, at nogle norske bönder om hösten 1772 havde været hos Gustav III, da han holdt hof på Ekolsund; men det lykkedes ikke baron Gyldenkrone at få oplysning om, hvad der havde været öjemedet med dette besög.
En anden Normand, som ved denne tid opholdt sig i Stockholm og der havde indledet forbindelser, som vakte
