pleje at göre efter sin kroning, hvilket kongen da også benyttede, i det han kundgjorde sin hensigt for sine undersåtter. Han opholdt sig den gang på Ekolsund og rejste i de sidste dage af Oktober til Stockholm. Der indkom da fremdeles daglig nye rapporter fra kommandanter og andre i grænsedistrikterne, hvorefter rustningerne i Norge nu vare blevne i den grad truende, at kongens undersåtter måtte være forberedte på at forlade sit hjem og flygte til det indre af landet for ikke at være udsatte for de förste voldsomheder fra en fiende, hvis angreb de betragtede som sikkert og nær forestående.
En konges förste pligt var at beskytte og forsvare sine undersåtter, og kongen troede sig nu tvungen til at sammenkalde sit råd for at underrette det om, hvad han under denne situation havde at göre. Derved bleve de sidste rapporter til kongen oplæste. De tilstedeværende rådede kongen til på grænsen at samle et troppekorps for dermed at modsætte sig et angreb, som man havde grund til at antage for uundgåeligt. Forskellige regimenter modtog også ordrer i overensstemmelse dermed, og da der ikke fandtes et eneste feltstykke i alle de til Norge grænsende landskaber, gav kongen befaling til sit artilleri-regiment i Stockholm om at lade et artilleri-træn afgå tilvands fra Stockholm til Arboga, hvorfra det skulde föres videre landevejen til sit bestemmelsessted. I det kongen traf disse af nödvendigheden foreskrevne forholdsregler, tabte han ikke af sigte bevarelsen af freden i Norden og af sine staters rolighed, hvilken han betragtede som det förste af alle goder. Han vilde åbne dören for en venskabelig forklaring med det danske hof. Han måtte retfærdiggöre sine skridt i det hele Europas öjne og lod i overensstemmelse dermed udfærdige en deklaration, som stillede grundene for hans handlemåde i sit rette lys,
