mod sin vilje – nödsaget til at sende ham en sådan anmodning.[1]
At Martinau virkelig havde gået udenfor sine pligter som konsul, fremgår tilstrækkelig af hans breve fra denne tid, idet han mere havde optrådt som politisk spion end som handelsagent. Også det brev, hvori han (under 8 November) underrettede sin konge om, at han havde modtaget udvisningsorden, indeholdt flere meddelelser om den norske hærs tilstand. At sådant kom til den svenske regerings kundskab, var så meget mere pinligt for de norske auktoriteter, som der kun var altfor meget ufordelagtigt at indberette om den tilstand, hvori hæren kom tilbage fra Båhuslen, hvor den på grund af de mange mangler, der klæbede ved intendanturens ordning, havde lidt overordentlig. Men det er tillige noget besynderligt, at man i Kristiania kunde være vidende om indholdet af de breve, som Martinau sendte hjem, skönt der altid er en mulighed for, at denne herre selv kan have været meget åbenmundet, er det dog mest rimeligt, at stiftamtmanden har sörget for at skaffe sig sin kundskab på den letvindte måde, at han lod hans breve åbne på Kristiania posthus.
I det svar, som Martinau, efter at have hört, hvad præsidenten havde at fremföre, sendte tilbage til stiftamtmanden, vidste han med en vis behændighed at hente frem de samme våben, som man tidligere havde forsögt at anvende fra den anden side. Det var tidligere altid blevet fremholdt af den
- ↑ Foruden den i det foregående (s. 55 flg.) aftrykte instruktion havde Martinau endnu under 26 Februar 1788 fået sig meddelt en ny „Kongl. Mayts. och riksens commerce collegii instruktion“, inddelt i ni paragrafer. Denne angår dog udelukkende handelsforhold og må således betragtes som den egentlige embedsinstruktion, medens den ikke er af interesse for hans diplomatiske og politiske stilling.
