sig. Han levede således i denne tid på det uvisse, og det varede heller ikke længe, inden han modtog en opfordring til at rejse. Det var stiftamtmand Scheel, der tilstillede ham denne, efterat den dansknorske konsul var udvist af Göteborg. Man vilde – skrev Martinau, der altid forstod at göre det, som indtraf, til en kompliment for sig selv, – skaffe sig af med en person, der i den kommende vinter kunde passe på, hvad de foretoge sig. Men Martinau var ikke tilsinds at lystre en sådan ordre med det samme, den .blev given, og vilde derfor först indhente sin konges ordre, om han skulde give efter for stiftamtmanden, eller om ban skulde forlange först at se en befaling fra hoffet i Köbenhavn, forinden han opgav sin post. Han indrettede sig også i overensstemmelse hermed. Da stiftamtmanden om morgenen 7 November gennem sin sekretær Höeg havde anmodet ham om at komme til sig, da han havde noget vigtigt at meddele, lod Martinau först svare tilbage, at han skulde komme om en time; men stiftamtmanden måtte vente både en og to timer, uden at der kom nogen Martinau, og fik tilsidst kun en billet fra ham med underretning om, at han var syg. Stiftamtmanden måtte da henvende sig til byens præsident, justitsråd Willemsen, med anmodning om at begive sig til general-konsulen for på hans vegne at sige denne, at han for at undgå videre ubehageligheder havde at forlade Kristiania. Som grund hertil angaves, at man såvel fra hoffet, som fra hæren og fra andre kanter havde modtaget underretninger, der gjorde det sikkert, at Martinau både tilforn og navnlig i den sidste tid havde sögt at indhente oplysninger, hvis anvendelse utvivlsomt sigtede til hærens skade, og da dette var noget, hvormed han ikke havde ret til at befatte sig i sin stilling som konsul, så stiftamtmanden sig således – skönt meget
