nes hænder. Han havde nemlig ikke havt nogen ordre til at göre dette, men havde kun været altfor villig til at rette sig efter et af prins Karl udtalt önske om, at disse kanoner kunde blive bragte til Frederikssten. Der blev imidlertid ikke gjort noget derved, da vedkommende var en brav mand, med hvem men havde medlidenhed. Var han bleven afsat. mente Martinau, at man havde kunnet give ham en pension i Sverige, da han var skyld i, at disse kanoner vare blevne tilbageerobrede, hvilket han betragtede som det mærkeligste, der var forfaldt under det hele felttog.[1]
En af dettes fölger var også, at Peder Anker tog afsked som general-krigskommissær på grund af en uenighed med prins Karl. Nogle sagde, at han selv havde forlangt den, andre, at höjere vedkommende havde givet ham den. Det var kun en måned, siden han havde fået denne post uden at have ansögt derom; men det havde også, skrev Martinau, været „i denne förste begejstnings tid, da alverden gav middage og syntes at have både talent og iver.“ Haxthausen blev Ankers Eftermand.
Da tilstanden selv efter våbenstilstandens forlængelse til midten af November var meget usikker, og ingen kunde vide, om denne vilde före til fred eller til krig, måtte dette igen indvirke på Martinaus stilling i Kristiania, idet han hvert öjeblik måtte være forberedt på at få ordre til at fjærne
- ↑ I et brev af 15 Decbr. 1788 beretter M., at denne officer blev dömt à une année de prison et à une amende de trois mois d’appointement, hvilket kronprinsen havde indskrænket til en kortere tid. Også admiral Arenfeldt skulde i samme anledning stilles for en krigsret, men afgik forinden ved döden. Nogle troede, at han selv havde fremskyndet denne. „C’étoit un homme passé 60 ans, riche hardi et cequ’on appelle ici: „Sandsiger“ en Français: Jean bouche-d’or, qui dit des vérités, souvent au delà de la vérité. On lui conteste la sépulture.“
