gjort Normændene noget ondt, og at disse heller ikke på sin side vilde göre dem noget alene for at tilfredsstille den russiske kejserinde. Martinau mente også, at det var prins Karl meget om at göre at kunne genvinde den svenske konges bevågenhed, – som han dog ikke fortjente, hvis det var sandt, hvad man fortalte, at han havde arbejdet på at beröve Gustav III hans trone. Såfremt dette rygte medförte sandhed, antog dog Martinau, at der havde været to med i spillet, og at prins Karl ikke var den mest ivrige.
For övrigt fortalte man i Kristiania, at det var Gustav IIIs tanke at bryde våbenstilstanden, hvilket gav anledning til mange bebreidelser mod ham for hans trolöshed. Ligeledes skulde man være meget forbitret mod baron Armfelt, fordi han havde modsat sig, at Glafsfjorden i Vermeland skulde være grænsen for det af den norske hær under våbenstilstanden besatte territorium på denne kant, således som det udtrykkelig var fastsat ved artikel 3, da våbenstilstanden blev forlænget på fire uger. Der taltes imidlertid meget om, at man vilde anstrænge sig, hvis våbenstilstanden skulde blive brudt under et eller andet intetsigende påskud fra svensk side. Ligeledes hed det sig, at hvis der ikke straks blev sluttet fred, vilde man kun indlade sig på en forlængelse af våbenstilstanden på betingelse af, at Svinesund (hvorved i denne forbindelse vel kun kan tænkes på den svenske side) forblev i norsk besiddelse, således at man til foråret kunde have et udgangspunkt for nye foretagender, hvis krigen da skulde udbryde på nyt.
Af andre rygter havde Martinau endnu et par, som han fandt værdige til at indberettes for Gustav III. Der havde været tale om at afsætte oberstlöjtnant Svendsen, fordi han havde bragt de ved Qvistrum tagne kanoner ombord på de transportbåde, der siden under våbenhvilen faldt i Svensker-
