höre sig om stemningen hos det misfornöjede parti i Sverige. Han fandt sig således beföjet til efter sin ankomst til Kristiania at angive for kongen, at friherre Silfversköld på Koberg efter al sandsynlighed var en af de misfornöjede, da der på hans gård havde været holdt sammenkomster af hele nabolagets adel lige siden den fiendtlige hærs indrykning. Selv om han havde kunnet göre kongen sin opvartning i Göteborg, måtte man ikke stole på ham, og hvis der nu skulde holdes en rigsdag, måtte man derfor fordoble sin opmærksomhed med hensyn til valgene (doubler de soin pour les élections) i Båhuslen og Dalsland.
I Kristiania var der naturligvis allehånde rygter i gang om, hvad der var skeet og skulde ske. Alle disse bleve for Martinau et såre kærkomment stof, hvormed han kunde fylde den förste rapport til Gustav III (af 1 Novbr. 1788), som han afsendte efter sin tilbagekomst: stemningen i den norske hovedstad var naturligvis nu en ganske anden, end den havde været, da Martinau fem uger i forvejen havde tiltrådt sin rejse til „krigsskuepladsen“. Man havde den gang levet i håbet om, at de 12,000 norske Russere skulde udrette overordentlig meget, og fölte sig nu, efterat våbenstilstanden forelöbig havde sat en ende for alle forhåbninger i denne retning, meget skuffet. Denne almindelige skuffelse fremkaldte igen en almindelig lyst til at kritisere den måde, hvorpå det kortvarige felttog var bleven fört. Prins Karl, der nys havde været alles afgud, blev nu kun betragtet som en ærgærrig person, der havde benyttet sin indflydelse over kronprinsen til at kaste denne ind i et foretagende, som man havde kunnet undgå ved at give tid. Man gik – efter Martinaus påstand – endog såvidt som til at fortælle, at tropperne, hvis ikke kronprinsen havde været tilstede, vilde have afsat prins Karl. Nu hed det sig, at Svenskerne aldrig havde
