dansk-norske regering, at den, selv i det öjeblik, da de norske tropper rykkede ind i Båhuslen, stedse vedblev at være en mod Sverige venskabelig magt, og hertil forsögte nu Martinau at henholde sig. Han indskrænkede sig derfor til at underrette stiftamtmanden om, at hvis de beskyldninger, som rettedes imod ham, vare sande, vilde det være den eneste rette fremgangsmåde for en venskabelig sindet magt, at man fremstillede sagen for hans konge og – såfremt han ikke kunde retfærdiggöre sit forhold – da forlangte hans tilbagekaldelse. Han vilde derfor fordre iagttagelsen af denne formalitetet, og da han var ansat i sin post af kongen af Sverige, under beskyttelse af kongen af Danmark, var det heller ikke hans agt at forlade den, uden at han enten var tilbagekaldt af den ene af disse eller bortsendt af den anden, selv om han derved skulde udsætte sig for de ubehageligheder, hvormed stiftamtmanden havde truet ham, da han var overbevist om, at denne ikke var bemyndiget til at foretage et sådant skridt. Da det var ham af vigtighed at underrette sin konge om den „vold“, der var övet imod ham, anholdt han tillige om at få et pas for sin sekretær, Karl Bromell. Hertil svarede Scheel, at når Martinau vilde forlange et pas for sig selv med sit tjenerskab for at forlade riget, skulde han öjeblikkelig få, hvad han önskede; men „individualiter for sekretær Bromell“ kunde man ikke bevilge noget pas. Dette var jo også ganske rigtigt, efter det standpunkt, som de norske auktoriteter havde sögt at indtage i sagen. Hvis Bromell rejste, medens Martinau blev, kunde man være forvisset om, at denne lejlighed nok blev benyttet til at skaffe Gustav III underretning om tilstanden i Norge. Kom derimod begge afsted med det samme, risikerede man ialfald ikke dette mere end én gang, og hvis det var sandt, hvad Martinau havde berettet for Gustav III, at man nærede frygt
