der ikke vare indviede i politikens hemmeligheder, stod den dansk-norske regering som en lumsk fiende, der havde benyttet sig af den forlegenhed, hvori Sverige var kommen, til at kaste sig over det. Når så dertil kom de forskellige beskyldninger, som udbredtes imod denne regering, og som overalt fandt villigt troende, var det en naturlig fölge, at alt det had, som i tidens löb havde opsamlet sig imod det danske folk, nu måtte finde ny næring og give sig luft, hvor lejlighed dertil fremböd sig. Normændene, der betragtedes som et af disse samme Danske pint og udsuget folk, gik derved forholdsvis fri for had; de måtte efter den svenske opfatning snarere blive genstand for medlidenhed, og hvis nu Gustav III atter optog sine planer mod Norge, kunde der være megen rimelighed for, at hans undersåtter vilde betragte disse med en betydelig sympati.
Prins Karl troede, da han afsluttede våbenstilstanden, at han derigennem berövede nationalhadet næring, medens han vilde fremkalde dette ved at rykke ind i Göteborg som sejerrig feltherre. I denne opfatning tog han aldeles fejl. Svenskernes nationale had – eller ialfald uvilje – mod Danmark blev alligevel vakt, og Gustav III forstod at udvikle det videre. Al den tilnærmelse, som han tidligere selv havde været så virksom til at arbejde for, var nu aldeles opgiven, og han vendte i det sted tilbage til sine gamle planer, hvis genoptagelse ikke kunde forenes med vedligeholdelsen af det venskabelige forhold, som i den sidste vinter havde stået på hans program.
Endnu forinden, de norske tropper havde sat sig i bevægelse for at marschere hjem, var Martinau igen kommen
