historisk begivenhed. Slottet var allerede den gang meget forfaldent og blev snart en ren ruin.[1]
Elliots optræden havde således forelöbig skaffet Sverige pusterum. Idet våbenstilstanden kort efter blev forlænget til at gælde for en hel måned og senere, under fortsatte påvirkninger fra engelsk og preussisk side, endog til at gælde for hele den fölgende vinter lige til 15 Maj 1789, var dermed de norske troppers deltagelse i den svensk-russiske krig aldeles forbi. 6 November passerede den norske arrieregarde på tilbagetoget gennem Uddevalla, og fem dage senere stod ikke mere nogen norsk soldat på svensk grand. Tilbagemarsehen foregik med den samme orden, som fremmarschen mod Göteborg; de norsek tropper havde overalt opfört sig på en måde, der stemte medd en holdning, deres regering önskede at indtage lige over for den stat, af hvis territorium den på grund af ældre, for den selv höjst ubelejlige forpligtelser havde været nödsaget til at besætte en del. De beskyldninger, der fra enkelte hold havde været rejste mod prins Karl for, at han ikke skulde have optrådt i overensstemmelse hermed, ere fuldstændig ugrundede og skrive sig enten fra rene misforståelser eller fra forsætlige opdigtelser.[2] Men uagtet den af de norske tropper udviste exemplariske opförsel havde dog dette korte felttog en meget væsentlig fölge, idet det bidrog overordentlig til at ophidse stemningen i Sverige imod den regering, hvis tropper havde besat Båhuslen. For alle Svensker,
- ↑ Da Elliot om hösten 1789 rejste til London, kom han mod sin vilje til at aflægge et længere besög i Norge, idet skibet, hvormed han rejste, blev drevet ind til Kristiansand af storm og måtte opholde sig der mindst en måned. (Martinaus breve til Gustav III af 16 og 23 Januar 1790).
- ↑ I sit brev til Gustav III af 15 Novbr. 1788 siger ellers Martinau, at de norske tropper i Marstrand havde opfört sig på en mod al civiliseret krigsbrug stridende måde.
