til Kristiania. Det omtales ikke i hans breve, hvorvidt han havde gjort Gustav III sin opvartning under dennes ophold i Göteborg, hvilket dog er sandsynligt. Da han atter skulde vende tilbage, vilde han ikke lægge sin vej således, at han måtte passere det norske hovedkvarter, men foretrak i det sted at rejse over Venersborg, Åmål og Eda skanse til Kongsvinger. Derved opnåede han også den fordel at kunne undersöge stemningen i de svenske grænse-landskaber og komme til sikker kundskab om antallet af de på den kant samlede norske tropper. Disse må have gjort et meget imponerende indtryk på ham, da han umiddelbart efter sin ankomst til Kristiania indberettede til Gustav III, at der allerede stod 4000 mand ved Kongsvinger, og at man i den fölgende uge ventede general von Krogh derhen med andre 4000 mand. Da derhos landeværnet, der af Martinau omtales som en elitetrop, havde fået ordre til at holde sig færdigt, antog han, at man i tilfælde af fiendtlighedernes fornyelse havde store planer på denne kant. Han, som tidligere havde omtalt de norske soldater på en meget nedsættende måde, havde nu en ganske anden opfatning af dem. Landeværnet var en stamtrop, bestående af veteraner; alle de tropper, han så ved Kongsvinger, vare i god stand, vel forsynede med levnetsmidler, og befandt sig i uangribelige stillinger. Navnlig havde han ved Kongstorp i nærheden af Magnor seet en redute, hvor hundrede mand med seks kanoner i fjorten dage kunde opholde 6000 mand og dræbe halvparten af dem. Kongsvinger var et fortræffeligt og vel vedligeholdt kassematteret fort. Martinau gjorde dets kommandant et besög og fandt i ham en jovial, meget talende mand, der var langt fra at være diskret.
Af de övrige chefer for den norske hær traf Martinau på sin vej sammen med Mansbach, der lå i Venersborg.
