sluttet våbenstilstand, måtte, som en fölge deraf, både disse og instrumenterne atter udleveres. Da man sendte de sidste tilbage til Norge, vare de imidlertid adresserede til – böddelen! Så fortæller ialfald en svensk forfatter.[1]
Der blev også i Sverige opgjort en plan til at bemægtige sig prinsen af Hessens person, men, som det synes, uden at kongen var vidende derom, eller ialfald uden at han ligefrem tog nogen del deri. Den var imidlertid udkastet med en sådan mangel på omtanke, at den öjeblikkelig blev röbet. Hovedmanden, der var en ganske ubetydelig, men meget exalteret person, havde i patriotisk begejstring fattet tanken om på denne måde at redde sit land; de, som havde sluttet sig til ham, vare for den störste del aldeles unge mennesker. De bleve grebne, forinden de endnu havde fundet anledning til at udföre sit forehavende, men behandledes med mildhed. Man gjorde sig ikke engang den umage at anstille nogen nöjere undersögelse; efterat det havde vist sig, at deres förste udsagn om, at den störste del af deres medsammensvorne fandtes i Göteborg, ikke var pålideligt. Selv hovedmanden havde ingen anden ulempe af sin dumdristighed, end at han blev holdt fængslet, sålænge de norske tropper stode på svensk grund. En sådan opförsel vilde neppe være bleven vist, såfremt prins Karl havde fört böddelökser og marter-instrumenter med sig, som han vilde bruge mod de Svenske.[2]
- ↑ P. A. Granberg, Göteborgs historia, I, 84–89. Martinau skrev herom i et brev af 21 November til kongen, at da han havde hört fortælle om, at man i Sverige havde udgivet de norske kirurgiske instrumenter for böddel-redskaber, havde han straks „rejetté cet exécrable propos, inventé par des misérables, tant de leur oôté, que du nôtre, qui croyent ne devoir rien découvrír que d’infame en leurs ennemis“.
- ↑ P. A. Granberg, Göteborgs historia, I, 105 flg. Det er formodentlig en misforstået beretning om denne affære, der har
