opfatning, at Normændene kun vare komne for at bringe „Kristian tyrans“ dage tilbage og fornye det stockholmske blodbad. Der blev nemlig noget senere, efterat der allerede var sluttet våbenstilstand, taget en del norske transportbåde, og ombord på en af disse fandt man en kiste, der var fyldt med en hel del instrumenter, som straks bleve udgivne for henrettelses- og tortur-redskaber, uagtet det neppe har været andet end en norsk feltskærs apparater. De bleve imidlertid indbragte på Göteborgs töjhus og der fremviste som ökser, rettersværd, galgekroge, reb, böddeltænger m. m., og senere hen blev der endog, som det påståes, med kongens vidende, indrykket nogle opsatser herom i Göteborgs blad, hvorfra sagen siden gik den sædvanlige runde igennem Europas aviser. Også prins Karl omtaler den i sin lille bog om felttoget, hvor han antager muligheden af, at en norsk profos har havt nogle lænker ombord på den tagne båd, som man i Sverige havde lagt sammen med de kirurgiske instrumenter. Han berettede også, at man havde begyndt et dameselskab eller et bal med at fremvise disse formentlige tortur-redskaber! At man ved den norske hær skulde have benyttet sådanne endnu i 1788, er utænkeligt; ligeså urimeligt er det også, at nogen skulde have tænkt på en fornyelse af Kristian IIs blodige færd gennem de svenske landskaber. En sådan beskyldning mod den regering, der i Kristian VIIs navn styrede Danmark og Norge, kan uden videre tilbagevises som aldeles ugrundet, endskönt den vistnok fandt tiltro, da den blev udspredt. Der står kun det spörgsmål tilbage, hvorledes det var muligt, at de personer, som i Göteborg havde fået det hverv at undersöge disse sager, kunde udstede et certifikat om, at de med egne öjne havde overbevist sig om, at kassen indeholdt böddel-redskaber. Da vedkommende transport-både vare tagne, efterat der var
