tillige behandlede ham på en meget overlegen måde, hvori Haxthausen troede at se et forsög på at intimidere ham. Gustav III holdt nu for ham en tale, hvori han beskyldte prins Karl for at have overskredet sine instruktionen og påstod, at den danske regering allerede to gange havde pålagt ham at stanse og næsten offentlig havde desavoueret hans optræden. Tillige sagde han, at prinsen havde forregnet sig, når han stolede på de misfornöjede, som skulde findes i Sverige, idet intet var mere tjenligt til at samle det hele folk end en fiendtlig hærs indrykning i landet. Haxthausen fik ikke tilladelse til at fremsætte, hvad han havde at overbringe; men i det sted forsvarede han sin chefs tænke- og handlemåde. Audiensen varede ikke længe, og da Haxthausen atter skulde forlade Göteborg, blev han med tilbundne öjne fört, ikke alene gennem selve byen, hvor han körte i vogn, men også tilhest halvanden mil udenfor, indtil de yderste svenske forposter. Hensigten hermed kunde neppe alene være den at forhindre Haxthausen i at se de forberedelser, som bleve trufne til at modtage de norske troppers angreb, og bagefter tillægge rapport derom; Gustav III må ved en sådan behandling tillige have tænkt at göre den fremmede officer latterlig ved at vise ham frem på denne måde. Der færdedes mange mennesker på den vej, hvor Haxthausen förtes som i sin komiske stilling, og dette kan ikke havs undladt at göre sin virkning.
Gustav III synes for övrigt ved denne anledning heller ikke at have forsmået at anvende andre midler, der kunde stille hans modstandere i et latterligt eller forhadt lys. Ialfald synes fölgende historie at bevise, at han mod bedre vidende har ladet udsprede rygter, der ikke alene vare yderst nedsættende for den vel disciplinerede norske hær, men også, om de bleve troede, måtte indgive den svenske almue den
