Prinsen af Hessen gik derfor, under forudsætning af, at byens forsvarsverker vare sågodtsom ubrugelige og enhver tanke på modstand med den svage garnison aldeles håblös, ud fra, at kommandanten ikke kunde have andet at göre end at overgive sig og den ham betroede befæstede stad, så snart der kom en opfordring dertil. Medens han selv opslog sit hovedkvarter på herregården Ström, sendte han således 5 Oktober general-adjutant Haxthausen, den samme, der siden erhvervede sig et vist navn ved sin uheldige optræden i 1814, til Göteborg med pålæg om straks at forlange af kommandanten, at han skulde sammenkalde magistrat og borgerskab på rådhuset, og derpå forsikre disse om, at der ikke skulde vederfares nogen det ringeste ondt, hvis staden frivillig åbnede sine porte for de norske tropper, som her utrykkelig benævnes „det russiske auxiliær-korps“. Såfremt man ikke vilde indgå herpå, måtte man forberede sig på, at den överstbefalende fiendtlige general traf de forholdsregler, som han anså nödvendige til at sikre sig byens besiddelse, uagtet det gjorde ham meget ondt, at han således var nödsaget til at gribe til voldsomme midler.[1]
Först da Haxthausen 6 Oktober kom til Göteborg, fik han underretning om, hvad der imidlertid var foregået på dette sted. Idet han anholdt om at iii tale med kommandanten, fik han til svar, at kongen selv befandt sig i Göteborg, og blev spurgt, om han ikke heller vilde tale med denne. Uagtet nu Haxthausen gentagne gange erklærede, at han alene var bemyndiget til at tale med kommandanten, blev han alligevel tilsidst fört til kongen, der gav ham en audiens, men
- ↑ Haxthausens rapport om denne sendelse er trykt i Norsk militært tidsskrift, anden række, II, 19 flg. I en rapport af 20 Juni 1789 kalder Martinau Haxthausen l’âme damnée du prince de Hesse.
