lande indtoge under hele denne tiden mod Sverige meget venskabelig holdning, og ingen var heller bedre underrettet herom end grev Bernstorff. Af den grund viste ban sig også under sine forhandlinger med Elliot såvelsom med den preussiske gesant meget villig til at höre på deres forestillinger. Han kunde her forsåvidt optræde på en imödekommende måde, som han selv altid havde været meget fredelskende og den hele tid havde arbejdet på at give krigen et så begrænset omfang, som det var muligt. Men da der på en eller enden måde var kommet en misforståelse mellem ham og Elliot, var denne uvillig til at erkende Bernstorffs berettigelse til at gå frem, som han gjorde. I stedet betragtede han dennes fredelige udtalelser, som om de kun vare beregnede på at skjule de hensigter, som han i hemmelighed nærede mod Sverige. Denne opfatning indgav Elliot en dyb mistillid til Bernstorffs politik, og da han i sine bestræbelser for at stanse denne kunde göre sikker regning på at handle i overensstemmelse med sin regerings svenskvenlige holdning, havde han således temmelig frie hænder i sine foretagender.
Elliot stod i den tro, at prinsen af Hessens fremrykning mod Göteborg tilsigtede mere end en blot forbigående besættelse af denne stad. Denne formodning vakte hans harme og fremkaldte beslutningen om at begive sig personlig til Sverige og opmuntre Göteborgs indbyggere ved gennem sin nærværelse at stille dem den engelsk-preussiske bistand i udsigt. Han forlod således Köbenhavn uden at have indhentet sin regerings samtykke og drog til Sverige, hvor han först foresatte sig at opsöge kongen. Som allerede omtalt, fandt han denne i Karlstad, hvorfra han ledsagede ham til Göteborg.
I det norske hovedkvarter havde man ingen anelse om, at Gustav III selv i forening med Elliot befandt sig i Göteborg.
