han selv indfandt sig i det öjeblik, da faren var störst, for at dele den med sine undersåtter. I de dage, som hengik umiddelbart efter, at han var kommen til Göteborg, arbejdedes der med mangedobbelt kraft og ihærdighed på at udbedre voldene, man tænkte og arbejdede kun på at foröge byens forsvarsevne, og snart håbede man at have nået dette mål. Den sjette Oktober forsamlede kongen borgerskabet på rådhuset og tiltalte dets medlemmer med hele den fædrelandske begejstring, hvorover han rådede, og som under de kritiske forhold, hvori byen befandt sig, gjorde en uimodstiielig virkning. Her talte han ud af sit fulde hjærte. Den fædrelandskærlighed, der måske var hans smukkeste og störste side, kom her til sin hele ret og fandt et ligeså ædelt som oprigtigt udtryk i de ord, som han talte til indbyggerne i den faretruede stad.
I kongens fölge befandt sig også den tidligere omtalte engelske gesandt, en livfuld, varmhjertet personlighed, der også i dette farefulde öjeblik kom Gustav III til hjælp og ved sin optræden bidrog meget til at redde ham ud af den forlegenhed, hvori han for öjeblikket befandt sig[1]. Han havde allerede, forinden en norsk soldat havde betrådt Båhuslens grund, henvendt sig til grev Bernstorff for at afholde den dansk-norske regering fra at göre videre skridt, og havde endog derved anvendt en sådan trusel, som at han, hvis noget troppekorps rykkede ind i Sverige, vilde udfærdige en proklamation og opfordre alle svensker til ikke at lade modet falde, da de kunde være forvissede om Englands og Preussens understöttelse imod deres fiender. Disse to
- ↑ A memoir of the Right Honourable Hugh Elliot by the countess of Minto – og E. Holms udförlige anmeldelse af dette verk i Dansk historisk tidsskrift, fjerde række, I, 793 flg.
