da denne atter var kommen til Sverige. Fra Karlstad gik rejsen skyndsomt videre til Göteborg, hvor han ankom allerede 3 Oktober om aftenen, medens man overalt troede ham langt borte fra de kanter. Virkningen af hans optræden i den truede stad var aldeles overordentlig. Budskabet om den norske hærs nærmelse havde mellem Göteborgs rige borgerskab fremkaldt en almindelig forskrækkelse, da man forstod, at denne by var målet. Der var ikke at tænke på forsvar med håb om et heldigt udfald, da stadens fæstningsverker vare yderst forfaldne og ethvert forsög på at sætte sig til modværge mod fienden under disse forhold ikke vilde have andre fölger end at pådrage byen et bombardement, der måtte anrette uberegnelige ödelæggelser. Mange af byens indbyggere vidste ingen anden redning end i flugten. Garnisonen var ikke synderlig stærk, og ingen tropper vare i nærheden, der i en hast kunde kaldes til hjælp. Man arbeidede på at sætte voldene istand og forsamlede borgerne til våbenövelser; men disse forberedelser kunde dog ikke sikre byen, i det höjeste hjælpe til at opnå en noget bedre kapitulation. Om at få bistand udenfra drömte ingen, og overraskelsen blev derfor så meget större, da man 3 Oktober modtog det budskab, at kongen allerede den samme dags aften vilde være inden Göteborgs mure.
Og han kom ikke alene. Undervejs havde han samlet flere regimenter, som dels ankom samtidig med ham, dels i de nærmest efterfölgende dage, så at håbet om at kunne göre modstand alene derigennem blev betydelig foröget. Men fremfor alt var Gustav IIIs egen personlige nærværelse af en uberegnelig virkning og bidrog mere end noget andet til at hæve borgernes mod. Ligesom Frederik III i 1658 forblev i Köbenhavn og derved gav dennes forsvarere foröget modstandskraft, således reddede Gustav III Göteborg derved, at
