I forbindelse med denne bortförelses-plan stå måske også de forsög, som til samme tid – efter våbenstilstandens afslutning – bleve gjorte på at ophidse almuen i Båhuslen til at göre modstand mod okkupations-tropperne. Herved synes dog kongen selv at have været mere virksom. Fra Göteborg blev der således afsendt opfordringer til presterne om at oplæse de dem tilstillede befalinger for sine menigheder. Men presterne viste sig derved yderst forsigtige og undlode enten ganske at udföre det, som var dem pålagt, eller oplæste kongens bud på en sådan måde, at ingen af deres tilhörere kunde forstå, hvad der blev sagt. Det kom imidlertid til de norske chefers kundskab, at presteskabet havde modtaget sådanne ordrer; men da disse ikke vare blevne helt udförte, blev også den derved foranledigede undersögelse fört med megen hensynsfuldhed og bragte ikke et menneske i ulejlighed.[1]
Imidlertid havde det vist sig, hvor meget den understöttelse, som den engelske gesants nærværelse kunde yde Gustav III, havde at betyde, idet den sågodtsom öjeblikkelig stansede de endnu ikke rigtig åbnede fiendtligheder. Allerede fra Karlstad havde Elliot begyndt at arbejde i den svenske konges interesser ved at skrive breve til prins Karl og true med, at England og Preussen vilde gribe til voldsomme midler, hvis han ikke stansede sin fremrykning mod Göteborg. Hermed fortsatte Elliot også efter sin ankomst til Göteborg, hvor han ligeoverfor prinsen af Hessen optrådte
- ↑ P. A. Granberg, Göteborgs historia, I, 104 flg.
foranlediget, at Martinau i sit brev til Gustav III af 15 Novbr. 1788 fortæller, at de norske tropper havde gjort et attentat mod prinsen af Hessens liv. Han berettede også i dette brev, at man i Norge troede, at den preussiske regering var fört bag lyset af Elliot, som igen skulde være påvirket af Gustav III, og at Preussen som en fölge deraf til næste år ikke mere vilde göre fælles sag med Sverige.
