telig er påfaldende umiddelbart foran udbruddet af en krig mellem to folk, af hvilke ialfald det norske i århundreder havde betragtet det svenske med meget uvenlige fölelser.
Idet nu den svenske konge havde fattet, hvorledes den dansk-norske regering vilde have ham betragtet, som om han var isoleret fra sit folk, havde han dermed også fået et udgangspunkt for sine egne videre foretagender. Med det samme, man vilde skille ham og Svenskerne, havde han foröget opfordring til at vise, at han fuldt ud kunde regne på deres hengivenhed og offervillighed. Han bebudede derfor allerede i et brev fra Kymmenegård 16 August til grev Wachtmeister, at hvis der blev alvor i sagerne, vilde han straks komme tilbage til Sverige for at oplive sit folks stemning og före det til kamp mod en fiende, hvis venskab han havde gjort alt for at vinde, men hvis avindsyge mod Sverige bevirkede, at man aldrig kunde stole derpå[1]. Efter dette modtog han Manderfelts skrivelse og derpå den danske deklaration af 19 August, der ikke kunde efterlade nogen tvivl. Det var da, han udbröd i de bekendte ord: „Je suis sauvé!“ (eller efter en anden beretning: „Ah! tant mieux! J’ai gagné!“) Han kunde nu forlade Finland og sin farlige stilling midt i den misfornöjede hær. Han viste sig i Dalarne og henvendte sig umiddelbart til sit folk, som han kaldte til våben. Hans opfordring blev ikke forgæves. Over sågodtsom hele Sverige dannede der sig frikorpser, der vare villige til at kæmpe for sit land under den strid, som nu skulde udbryde, og som det hele folk var beredt til at optage.[2]
Medens dette foregik i Sverige, havde Martinau fortsat sin rapporterende virksomhed fra Kristiania. I et brev af
