9 August til en baron (formodentlig Duvall, da det heder: „Tout le monde me prie de Vous témoigner, Monsieur le baron, sa vénération particulière et le regret de l’avoir encore selon eux, si imparfaitement, pu prouver“,) omtalte han forskellige krigstilberedelser: der blev bagt grovt bröd; det borgerlige militær var af prinsen opfordret til at öve sig i kanonexereits, de permitterede soldater fik ikke tilladelse til at fjærne sig mere end fire mile fra sine sædvanlige opholdssteder, og endelig havde prinsen af Hessen pålagt Bernt Anker at lade opköbe 14 rideheste. Opbringelsen af svenske handelsskibe var efter Martinaus opfatning et brud på neutraliteten. I et andet brev af samme dag (formodentlig skrevet til statssekretær von Asp) omtaler han i hånlige ord den indbildte iver for soldatvæsenet, som man havde villet lægge for dagen for kronprinsen, og som endog havde udbredt sig til gadegutterne, der vandrede om med papirhatte og træsabler. Særlig fæstede han sig dog ved nationens fredelige stemning, der ikke lod sig påvirke af de krigerske demostrationer; man var, skrev Martinau, endelig bleven træt af Danmarks trykkende åg og nærede kun det önske at leve i god forståelse med Sverige, endskönt ingen kunde vide, hvad enden vilde blive, da kabinetterne plejede at have sin egen måde at betragte sagerne på, og der ikke var grund til at tro, at det i Köbenhavn var særdeles venlig stemt mod Sverige, allermindst nu, da kejserinden havde forlangt de ved traktaten af 1773 fastsatte 12,000 mand og 6 linjeskibe. Hvis man alene skulde tage hensyn til stemningen i Norge, var der imidlertid ingen fare, da man her ikke önskede at foretage noget mod Sverige.
I sit næste brev af 16 August berettede Martinau, at der vrimlede af soldater i alle byerne langs Kristianiafjorden, og at 8–10 galejer vare satte på vandet i Frederiksværn,
