Gustav III var også på det rene med, at den danske
regering ved denne lejlighed vilde fremstille sin optræden
som udelukkende rettet mod ham personlig og ikke mod hans
rige. Der var i virkeligheden ikke noget i de danske regerings-depescher,
som tydede på, at nationalhad havde nogen
andel i Danmarks beslutning om at komme Rusland til hjælp:
det var alene kongen, hvem man frygtede og hadede, som
den, der i hele sin regeringstid havde virket for at få det
dansk-norske monarki oplöst, medens man i regerings-kredsene
i Köbenhavn hengav sig til illusioner om; at i det mindste
et stort parti i Sverige betragtede ham med den samme
uvilje. Dette var ganske sikkert en fuldstændig misforståelse
og kan kun forklares som en fölge af den ensidighed,
hvormed man altid i Danmark havde betragtet forholdene
i Sverige; men det var dog så, at den danske regering aldeles
savnede blik for Gustav IIIs evne til at anslå nationale
strenge og for den daværende russiske krigs betydning
for det svenske folk[1]. Imidlertid havde denne fejlagtige betragtningsmåde
dog ialfald en fordel, idet regeringen i Köbenhavn
nu ikke fandt nogen grund til at ophidse sine undersåtters
nationalhad imod nabofolket, men lod dem blive uforstyrrede
i sin opfatning af „de brave svenske“ og den „agtværdige
svenske nation“. Således havde vistnok også den
ellers alt andet end klartseende Martinau ret i at skildre
stemningen inden de kredse, hvortil han havde adgang i Kristiania,
som meget velvillig imod Sverige, noget, som uneg-
- ↑ E. Holm, anf. st. s. 33 flg. Denne Forf. ytrer bl. a.: „Blindheden kunde ikke være större; der lader sig kun sige til dens undskyldning, at den ikke overgik den, Gustav selv viste med hensyn til Norge, idet han mente, at folket der önskede en tilintetgörelse af forbindelsen med Danmark, og at det med glæde vilde hilse ham selv som befrier, når han frelste det for det danske åg“.