I Gustav IIIs brevveksling med sin fortrolige ven rigsdrotseten,
grev Wachtmeister findes der flere udtalelser fra
ham om hans stilling til den dansk-norske regering, der vise,
at han endnu på denne tid, da han havde fast öjnene fuldstændig
åbne for situationens beskaffenhed, nærede håb om
at kunne ad underhandlingernes vej „holde det danske ministerium
tilbage“. Endnu ud i August 1788 var han usikker,
om han skulde samle tropper til at beskytte grænsen
mod Norge, da han dels frygtede for, at disse vilde koste
for meget, og dels, „fordi de ville forblive uvirksomme, og
det er den farligste ting for stemningen hos Svenskerne“[1].
Men uagtet alle sine betænkeligheder og sit håb om at kunne
undgå et angreb i ryggen, anså han det dog, som han ligefrem
udtalte for grev Wachtmeister, for meget gavnligt at
opvække nationalhadet og lade byernes köbmænd lære at
forstå de fordele, som kunde tilflyde dem under en krig med
Danmark og Norge gennem kaperier i sammenligning med en
krig, der alene förtes mod Rusland, da dette ikke havde nogen
handelsflåde. Da der kort efter kom fornyede underretninger af
foruroligende indhold – måske Martinaus brev fra Moss af 2
August – begyndte Gustav III at tage under overvejelse, hvilke
foranstaltninger der matte tages til at beskytte Sverige. Der
var nemlig her foruden garnisonerne i Stockholm og Göteborg
ikke andet infanteri end Skaraborgs regiment, en bataljon
af Nerikes og en af Vermlands regiment. Disse måtte
tilligemed Bohusläns dragoner anvendes til at forsvare grænsen
mod Norge; hvis ikke de vare der, kunde nemlig den
norske hær efter Gustav IIIs egen erklæring have marscheret
lige til Stockholm uden at stöde på en regulær soldat.
- ↑ Gustaf IIIs bref till grefve Wachtmeister, s. 25, smlgn. ovenfor s. 97, note.