murer-forbindelser og personlige sympatier tor den svenske konge, var han dog ikke blændet med hensyn til de farer, som en ubetinget tilslutning til Sveriges politik med opgivelse af det gamle russiske forbund kunde medföre for det dynasti, i hvis tjeneste han var trådt. Han sagde derfor lige ud til Duvall, at ingen måtte indbilde sig, at hans konge på simple höflige venskabsforsikringer fra svensk side kunde være tilsinds at stöde sin gamle forbundsfælle fra sig, og at man heller ikke havde nogen sikkerhed for, at ikke den svenske konge vilde benytte de fordele, som han kunde vinde over Russerne, til bagefter at udföre sine gamle planer og kaste sig over Norge[1]. I disse meget ligefremme ord havde prinsen af Hessen udtrykt den duske regerings opfatning af öjeblikkets situation, medens den langsomhed, hvormed man i Norge skred til rustningerne, måtte vise, at den kun nödig fulgte de forpligtelser, som traktaten af 1773 havde pålagt den.
En måned senere (5 August 1788) skrev Manderfelt, som da fra Kristiania var vendt tilbage til Köbenhavn, en længere beretning om sin rejse og udbyttet af denne, hvilken Gustav III modtog på Kymmenegård 20 August. Det heder i denne: „Jeg fik adgang til hoffet, var ofte tilsagt til taffels og havde flere gange anledning til at tale med prinserne. Da jeg stod i venskabsforhold til folk, som besidde disses fulde fortrolighed, var jeg tilstrækkelig inde i hemmelighederne til at kunne danne mig en rigtig forestilling om sagernes stilling og om stemningen. Lige fra det öjeblik af, da Deres majestæt begyndte at træffe sine förste forberedelser til et angreb på Rusland, bemærkede jeg af folks samtaler, såvelsom af de forholdsregler, der bleve
- ↑ Hellstenius, .anf. st. 36. Duvalls brev er dateret 4 Juli 1787.
