trufne bøide med flåden og hæren, at man ventede en opfordring fra denne sidste magt til at göre fælles sag med den. Man talte allerede om operationsplaner. De bedst underrettede sagde til mig: „Der er kun en eneste omstændighed, som vil kunne forhindre os fra at optræde til Ruslands fordel, og det er, hvis kongen af Preussen erklærer sig bestemt for Sverige og truer os fra Holsten, hvis vi ikke ville forblive rolige“. – Sådan var sagernes stilling, da general Duvall ankom til Kristiania i Deres majestæts ærinde. Denne kloge og oplyste underhandler vandt snart gennem sin overbevisende optræden og ved den oprigtighed og klogskab, som han viste i alle sine samtaler med prinserne, en sådan indflydelse hos disse, at det russiske parti begyndte at nære betænkeligheder. Tonen forandredes i den grad, at man her kun talte om, hvor meget man önskede at se Rusland som angriber for at kunne undgå at yde de i traktaten fastsatte skibe og tropper. De venskabelige, den store Gustav værdige breve, der på samme tid ankom til kronprinsen og prinsen af Hessen, bidroge meget til at berolige stemningen. Men, Deres majestæt, min samvittighed og min troskab mod Deres hellige person forbyde mig at lægge dölgsmål på, at hele dette smukke verk og alt Duvalls arbeide kan blive ödelagt ved den herværende russiske ministers intriger, der gör alt for at vinde Danmark og overbevise det om, at Deres majestæt er den angribende part, og at man således ikke mere kan negte Rusland den bistand, som nu forlanges igen for, hvad der tidligere er ydet. De ytringer, som hans tilhængere hvert öjeblik hviske i prinsernes ören: „Hvis kongen af Sverige bliver altfor lykkelig eller altfor mægtig, da er det i vor interesse at arbejde på at svække ham i forening med Rusland“, – disse
