modninger, som han på denne måde forebragte for sin konge, da de stemme aldeles overens med, hvad der fra andre kilder kan oplyses om det norske folks stemning i 1788.
Men imedens alt således i Norge antog et roligt præg og hengivenheden for det gamle kongehus der atter for nogen tid vandt foröget styrke, var der i Sverige foregået mærkelige begivenheder. Gustav III havde. 23 Juni forladt sin hovedstad, var gået over til Finland og havde der åbnet krigen mod Rusland. Dette måtte igen öve en bestemmende indflydelse på den dansk-norske regering, som dog fremdeles vedligeholdt sin fredelige stemning og i det længste gjorde, hvad der stod i dens magt for at undgå krigen. Sålænge kronprinsen var i Norge, blev der ikke foretaget noget skridt, der i denne henseende kunde være afgörende, uagtet det bagefter viste sig, at han ikke havde givet de svenske udsendinge noget håb om, at neutraliteten kunde bevares, hvis Sverige bröd med Rusland. At så vilde ske, var öjensynligt, da han vendte tilbage fra Trondhjem; men alligevel holdt man sig rolig i Norge, og endnu i sit ovenfor anförte brev af 2 August havde Martinau troet at kunne udtale et håb om, at bruddet fremdeles var til at undgå, skönt han dog anså det for mest rådeligt at indrette sig på det værste. Han troede at finde bestyrkelse for dette håb deri, at prins Karl, som var den överstbefalende for den norske hær, var rejst til Slesvig, og at også artilleriet nu havde fået ordre til at forlade Frederikstad.
Medens kronprinsen og de hessiske prinser vare på rejsen til Trondhjem, skrev baron Duvall en rapport til Gustav III, hvori han refererede en samtale med prins Karl, der var af et andet indhold end de udvekslinger af gensidige höfligheds-beviser, som havde fundet sted mellem Martinau og prinsen. Hvormeget end denne sidste kunde lade sig påvirke af sine fri-
