som de havde håbet, og skönt de navnlig bleve skuffede i håbet om at få sit eget universitet, var dog kronprinsens rejse til Norge nok til for det förste at beröve den der herskende misfornöjelse enhver lejlighed til at komme til udbrud. Normændenes lojalitet mod det oldenburgske kongehus besejrede for denne gang alle andre hensyn, og om der også fremdeles inden de dannede klasser kunde være mere end en, der ikke var ganske tilfreds, var dog disses tal i den nærmest fölgende tid forsvindende. For fremtidige svenske agitationer kom derfor også kronprinsens rejse meget ubelejlig, og om disse tidligere, da der var gæringsstof tilstede, som kunde været udnyttet, havde forfejlet sin opgave, så var der nu end mindre udsigt for dem til at trænge igennem.
Dette var også gået op for Martinau, som i sin rapport af 2 August 1788 skildrede for Gustav III, hvorledes stemningen i Norge var efter prinsernes rejse gennem landet. Man havde, skrev han, ventet sig allehånde klager og besværinger; men dette var dog ikke blevet tilfældet. I Akershus stift havde alt været tilfredsstillende, hvorfor kronprinsen også der havde fundet sig meget vel; mindre vel havde han likt sig i Trondhjems stift, hvor han derfor heller ikke var bleven så afholdt, som i det söndenfjeldske. Til Bergens stift var han aldeles ikke kommen, og som en fölge deraf var man der meget misfornöjet over en sådan tilsidesættelse. Fra Kristiansands stift, der var den del af landet, hvor misfornöjelsen tidligere havde været mest levende, havde man endnu, da han nedskrev dette brev, ikke modtaget nogen efterretninger om, hvorledes stemningen der havde været under kronprinsens rejse. Men Martinau antog dog, at fordringen om kornhandelen havde havt en meget beroligende virkning, og at alt nu var i den bedste orden. Der er ingen grund til at tvivle om pålideligheden af de efterretninger og for-
