Lad overdåd og prægtig dumhed
beskæmmes, nær de Dig få se,
Dig, som ej söger rang i tomhed,
ej lyst i sjæls fordærvelse!“
Når det ikke var andet, som det norske folks talsmænd for öjeblikket krævede af regeringen end at se overdåden indskrænket, næringsveiene ophjulpne m. m., var det ikke så vanskeligt at imödekomme dem og derigennem forebygge en mulig forögelse af misnöjen. Allerede den omtalte forordning[1] og kronprinsens rejse til Norge kunde opfattes som et tegn på, at der nu ikke mere i nogen henseende skulde göres forskel mellem begge folk. Uagtet kronprinsen aldeles savnede en vindende personlighed, var dog blot den omstændighed, at han indfandt sig i landet, tilstrækkelig til at give ham og dynastiet ny popularitet, og under forudsætning af, at dette ikke vilde blive hans eneste besög i Norge, sang også den sidst anförte naive digter i „Intelligens-sedlerne“:
„Kom da, kom tidt til os tilbage,
våg over elskte rigers flor!
og fjerde Kristians blide dage
besöge skal vort stolte Nord!
Og broderbåndet fast skal knyttes,
som Nor og Dan tilsammenbandt!
og begges lykke skal beskyttes
af Dig, som begges hjerter vandt!“
Denne virkning havde også prinsebesöget. Endekönt Normændenes önsker ingenlunde bleve opfyldte i den udstrækning,
- ↑ Under 13 Juni 1788 skriver Mummsen (anf. st. s. 75), som da opholdt sig på Kongsberg: „Heute brachte die Post dem Lande erfreuliche Nachrichten von der freien Einfahr des Kornes, nach welcher lange vergebens manche Gegenden geschmachtet hatten“. Smstds. S. 129 flg. også enkelte notitser om kronprinsens förste ophold i Kristiania.
