Hopp til innhold

Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/130

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
126
YNGVAR NIELSEN.

fandtes, ved at stille i udsigt, at alt nu gennem kronprinsens indgriben vilde blive anderledes. Han påpegede derefter de ting, som efter hans mening burde blive forandrede. Disse vare væsentlig brændevins-brændingen, kornhandelen, monopolerne, bjelkehandelen o. s. v., hvorved han for en stor del gav sine landsmænd skylden for de misligheder, som fandtes. Men fremfor alt rettede han sine anker mod Norges savn af en höjere videnskabelig dannelses-anstalt[1], og her lå ikke skylden hos det norske folk; nu var tiden kommen, da sandheden kunde finde vej til tronens fod og „ret dog engang kan blive ret og triumfere mod uret og usurpation“.

For övrigt indeholdt „Intelligens-sedlerne“ i den tid, hvori kronprinsen opholdt sig i Norge, stadig indsendte artikler, både på vers og i prosa. Ligesom Hans Ström havde sammenlignet ham med Frederik II og Josef II, således fik han hos andre endnu mere glimrende tilnavne. Han var den „himmelsendte tronfölger“, den „utrætteligste Hannibal“, der nu önskedes velkommen „bag Nordens Alper“, hvor „endog diende barn udlallede ved moderbryst“ hans lov; han var den „vidtforskende ånd“, der nu var kommen for at tage i öjesyn „dette hårde, dette ujævne og snedækkede opholdssted, der blev Normands lod af jordkloden“, og den „retskafne menneskeven“ o. s. v. Til hans ros sang man også i höje toner:

„Led hævdet misbrug i Dig finde
en dommere, Minoisk streng,
som blödhed aldrig kunde binde
på vellysts rosenseng!

  1. Også Mummsen (anf. st. s. 75 flg.) omtaler det önskelige i, at Norge kunde få sit eget universitet.