Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/129

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
125
GUSTAV IIIs NORSKE POLITIK.

Rothes Danmarks og Norges fordringer til hinanden“. Dette udkom som tillæg til „Intelligens-sedlerne“ for 18 Juni 1788. Forfatteren viste först, hvorledes kronprinsens rejse til Norge var en epokegörende begivenhed, og sagde, at man måtte være denne fyrste taknemlig, fordi han i egen person vilde komme til Norge for at vække folket af sin uvirksomhed og lære det at benytte sine egne kræfter.[1] Ved at vise begge rigers indbyggere den samme opmærksomhed vilde han forhindre „jalousi mellem nationerne“, idet han ikke gjorde „nogen anden forskel imellem dem end den væsentlige og fornödne, den nemlig, som flyder af rigernes beskaffenhed og indbyrdes forhold og nöje må iagttages, om begge skal blive ved magt, og ethvert skal beholde sine naturlige fordele uden det andets fornærmelse“. Den udförlighed, hvormed forfatteren dvælede ved dette punkt, og de stærke udtryk, hvori han omtalte den indbyrdes uenighed, der herskede mellem de forskellige folkeslag på de britiske öer; synes at antyde, at han her må have tænkt på lignende forhold mellem Normænd og Danske, og at mange af de förste have troet at se sit land mere end tilbörlig tilsidesat, idet nu Ström ikke ligefrem benegtede, at dette kunde være grundet, sögte han dog at dæmpe en sådan misfornöjelse, hvor den

  1. Der forekommer her på side 2 nogle ganske mærkelige ytringer: „Vi have hidtil foragtet os selv; med alt for stor ligegyldighed have vi anhört fremmedes foragtelige domme om os; mange måske have i stedet for at ivres derover taget del i deres hånlige latter på vor bekostning. Andre derimod have sögt en indbildt ære i det blotte navn af Normænd; vi have prætenderet rang over en del andre folk, blot fordi vi vare födte under et andet klimat, uden at vise ringeste pröve på den sinds og legems störke, den hårdförhed, arbejdsomhed og tarvelighed, hvormed indbyggerne i bjergagtige lande sædvanlig udmærke sig, sålænge de fölge naturen. Men disse tåger i vor forstand, som ofte have kastet merke skygger fra sig på vort forhold, vil denne Nordens opadgående sol adsprede“.