Normændenes uvilje mod sin regering indtil videre måtte stilles i bero. Han måtte således for det förste opgive at höste frugten af den gennem flere år drevne agitatoriske virksomhed, selv om denne i nogen påtagelig grad havde vist sig i stand til at rokke det norske folks hengivenhed for sit kongehus og bringe det til at önske foreningen med Danmark aflöst af en med Sverige. Noget sådant resultat var imidlertid ikke opnået, og i almindelighed kan man derfor også sige om den hele påvirkning, at den havde vist sig ude af stand til at nå sit mål. I sytten år havde den östlige del af Norge været berejst af svenske agenter; men ingen af disse kunde rose sig af at have vundet anklang for sine overtalelser mellem landets egne börn, og hvis folk som Toll, Låstbom, Manderfelt, Martinau m. fl. havde skullet påvise noget udbytte af sin færden mellem Normændene, måtte de være komne i stor forlegenhed. Og dog kan der ikke være tvivl om, at en med behændighed, men fremfor alt med kendskab til landets forhold ledet bearbejdelse måtte kunnet blive farlig for den danske regering. Samtiden forstod også dette, og når man både i Norge og i Sverige vilde sætte den af Lofthus ledede bevægelse i forbindelse med de svenske agitationer, viste dette, at man ialfald vidste at vurdere, hvad stemningen i Norge kunde medföre.[1]
Kronprinsens besög i Norge havde imidlertid i denne henseende en meget beroligende virkning, uagtet måske allerede ikke ganske få havde været fortrolige med tanken på muligheden af en större forandring i Norges politiske stilling. For at en sådan skulde kunne gennemföres, var det en uafviselig nödvendighed, at folkets store masse stöttede en dertil
- ↑ Smlgn. Adlerbeths historiska anteckningar, I, 27, samt side 72 ovenfor.
