sigtende bevaagelse; men uheldigvis gjaldt de derfra kommende klager udelukkende rent materielle og ökonomiske besværinger. Ved at afhjælpe disse vilde den danske regering have udsigt til for længe at sikre sin indflydelse i Norge, og den forstod dette. Umiddelbart för kronprinsens afrejse til Norge udkom således den kongelige „forordning om kornhandelen i Danmark og Norge“ af 6 Juni 1788, der ophævede det hidtil gældende forbud mod indförsel af korn fra udlandet til det söndenfjeldske. Denne bestemmelse, der havde tvunget Norge til at tage al sin kornforsyning fra Danmark, havde altid været yderst trykkende og derfor også stedse været meget forhadt; idet den nu med ét ophævedes, kunde regeringen göre sikker regning på at forsone megen misfornöjelse og styrke folkets hengivenhed for kongehuset og det bestående. Den nye forordning, der allerede inden 14 Juni var bekendt i Norge og senere blev almindelig udbredt ved at optrykkes i „Intelligenssedlerne“, blev for kronprinsen den bedste anbefaling til det hele folks hengivenhed og forfejlede ikke sit öjemed.
Beskaffenheden af de krav, som det norske folk på denne tid stillede til sin regering, fremgår bedst af den lille literatur, der fremkaldtes ved kronprinsens rejse til Norge. Vi have af denne allerede omtalt Manderfelts skrift og hans optræden i aviserne som patriotisk Normand. Han havde derved neppe anslået andre strenge end dem, hvorom han kunde göre regning på, at de vilde finde tilslutning hos det folk, hvis sag han gav sig udseende af at tale; ligesom han naturligvis heller ikke vovede sig længere frem, end han kunde håbe at undgå enhver kollision med lovene. Det samme gælder også alle de övrige forfattere, som fandt sig kaldede til at optræde for at belære kronprinsen om, hvad der var til Norges sande gavn. Ingen vovede naturligvis at prædike
