gjort et behageligt indtryk på alle, med hvem han var kommen i berörelse, fremgår det dog af de rapporter, som general-konsulen i den sidste tid af hans ophold i Norge sendte hjem, at han ikke hos kronprinsen havde fundet en sådan modtagelse for sin konges önsker og forslag, som denne havde håbet. Kronprinsen var efter Martinaus skildringer fra denne tid, som formodentlig mest ere byggede på det indtryk, som baron Duvall havde fået, en temmelig tarvelig person, men også en meget hæderlig mand. Hans stemning mod Sverige var oprindelig efter hans hele opdragelse alt andet end tilfredsstillende; men i tidens löb havde han dog måttet yde Gustav IIIs talenter den anerkendelse, som skyldtes dem. Dog måtte man ikke stole på hans fredelige hensigter. Kronprinsen önskede at vise sine formentlige talenter som taktiker, og prins Karl brændte af begærlighed efter at spille en rolle. Derfor var også Duvalls og hans ledsagers stilling en meget delikat, da prinserne ikke viste nogen tilböjelighed til at gå ind på at modtage de fordele, som Gustav III havde ladet dem stille i udsigt. Da de to andre vare rejste, og „den diplomatiske bastard“, som Martinau kaldte sig selv, var bleven alene tilbage, var det heller ikke vanskeligt for ham at se, hvorledes den politiske situation daglig forværredes, og at det håb, som Gustav III havde troet at kunne nære om neutralitet fra dansk og norsk side, mere og mere måtte vise sig ugrundet. Martinaus skrivelser fra den fölgende tid vise også, at han var revet ud af sine drömme.
Medens Gustav III i 1787 bestræbte sig for at vinde og bevare den danske-norske regerings venskab og sikre sig dens neutralitet, var det givet, at alle planer om at vække
