by så eller troede at se, tydede i hans öjne på, at hverken prinserne eller deres omgivelser ved hoffet og i hæren nærede andre önsker end at leve i den bedste enighed med Sverige, og at dette også var den hos folket herskende opfatning. Et yderligere bevis på, at alt fra denne side kun åndede fred, fandt han deri, at lejren allerede skulde oplöses den treogtyvende, idet kun artilleriet og et kompagni jægere endnu skulde være samlede i fjorten dage for at afslutte sine övelser, ligesom der i grænse-distrikterne skulde forblive en bataljon, der ifölge en tidligere fattet bestemmelse skulde forstærke besætningerne på Frederiksten og Frederikstad med Kongsten.
I sin henrykkelse over den venskabelige holdning, Martinau således troede at have opdaget, forandrede han også sin opfatning af mange forhold i Norge. Således udtalte han sig nu med megen agtelse om den norske hær, som han tidligere ikke havde beundret. Han havde nu anledning til i lejren at göre sig lidt mere bekendt med denne og skrev i sit ovenfor omtalte brev af 22 Juni 1788: „Der har her endnu ikke vist sig en eneste svensk officer, – formodentlig af den grund, at disse ikke vove at rejse bort. Kendere vilde her have fundet meget interessante ting. Stedet for denne lejr er valgt meget smukt: En flod, der kaldes Glommen, danner en halvmåne, inden hvilken lejren er lagt, således at både dens höjre og dens venstre flöj læne sig mod elven. Prinserne have meget broderlig sine telte umiddelbart ved hinanden, på en liden höjde til venstre, en smule foran linjen, hvorfra de med et öjekast kunne overse den hele hær, som tæller 10,750 mand, folk af en ud-
ham. Smlgn. hvad E. Holm (anf. st. 46) fortæller om, at kejserinden af Rusland om våren 1787 arbejdede på et giftermål mellem kronprinsen og en med hende beslægtet prinsesse af Anhalt.
