mærket beskaffenhed, der som venner ere ligeså gode og prægtige, som de ere frygtelige som fiender. De ere færdige til at rykke i marken på förste signal, såvel i henseende til deres bevæbning, som til proviantering, hvad jeg ikke ventede mig, efter hvad indbyggerne selv havde berettet for mig. Prins Karl er deres afgud, og derfor have de også for ham en lærvillighed, som hjælper meget til at udvikle dem. Hestene, som i virkeligheden ere under den almindelige störrelse for dragonheste, ere ikke mindre udmærkede; de have den særegenhed, som er egen for dette land, at kunne passere klipper ligeså godt som sletter.“[1]
Martinau er formodentlig rejst tilbage til Kristiania samtidig med kronprinsen og de to hessiske prinser. Her ankom 30 Juni en svensk ambassade, der skulde komplimentere kronprinsen på Gustav IIIs vegne. Denne bestod af general-löjtnant, baron Duvall og den samme kammerjunker Borgenstjerna, der allerede tidligere havde komplimenteret prins Karl. De overbragte et egenhændigt brev fra Gustav III, der var svaret på et, som kronprinsen forinden sin afrejse fra Köbenhavn havde sendt denne for at udtrykke sit önske om, at der ikke matte ske noget, som kunde tvinge ham til at yde Rusland sin bistand.[2] Martinau skrev hjem, at man af denne sendelse blot kunde vente sig det bedste udfald, da Duvalls venlige personlighed allerede var lige agtet af prin-
- ↑ Videre udtalte Martinau sig i dette brev om, hvorledes man i Norge med megen interesse fulgte den svenske konge, – hvorledes nogle betragtede hans sag som tabt, medens andre mente at svenskerne netop i sin konges nærværelse havde en udmærket stötte lige over for Rusland.
- ↑ E. Holm, anf. st. 48 og 50 flg. (16 og 18 flg.) og Fersens historiska skrifter, VII, 34.
